Article header

Bubber & BS på nye afveje

Kurv

Kurv ()

Bubber & BS på nye afveje

Tag med tv-værten og jægersoldaten på eventyr i Stillehavet og i Canadas vildmark.

Efter en opslidende og nervepirrende måned i selskab med BS Christiansen og de vilde dyr på Afrikas savanne, skulle man tro, at Bubber havde fået nok. Men nej, tværtimod! Han har fået blod på tanden og i seks nye programmer på TV 2, kunne man opleve Bubber på tur med BS i Canadas storslåede natur.

- Lunten var kortere, opgaverne større og tålmodigheden mindre. Det har været meget hårdere, end da vi var i Afrika, fortæller Bubber. Denne gang går turen til Canadas vestkyst, hvor Bubber & BS forsøger at komme helt tæt på den nordlige halvkugles fascinerende dyreliv, og målet er bjørnen, søløven, ørnen, spækhuggeren og kæmpeblæksprutten. Våbnet er et kamera, og missionen er ikke fuldført, før BS har taget billeder af de vilde dyr - på tæt hold med Bubber i forgrunden!

Større krav – og flere konflikter

For at komme tæt på dyrene må Bubber igennem en hård træning. Det var anstrengende, og turen forløb ikke uden konflikter.

- BS’ tålmodighed med mig var ikke så stor, men det skal ikke forstås negativt. Jeg tror, BS havde den opfattelse, at jeg var blevet en af "the guys," fordi vi havde været sammen i Afrika, fortæller Bubber.

De to rejsekammerater har tilbagelagt mange kilometer på det store hav, og Bubber får sin sag for, når han forcerer tre-fire meter høje bølger i silende regnvejr.

- Den store forskel på denne tur og sidste gang var, at Bubber skulle trænes for at komme frem til de mål, som vi havde på turen. Han var nødt til at lære at dykke for at kunne komme ned på havets bund til kæmpeblæksprutten. På samme måde var han nødt til at lære at sejle i havkajak i et ekstremt farvand for at komme ud til spækhuggerne. Jeg måtte stille højere krav til ham, og derfor var der større basis for konflikter, siger B.S.

Store oplevelser og storslået natur

For Bubber har den største oplevelse på turen været, da han padlede rundt i havkajak, mens spækhuggerne svømmede få meter borte.

- Naturen var storslået, og på de fem uger vi var af sted, oplevede vi tre årstider - sensommer, efterår og vinter. Når himlen var blå, var den virkelig blå, når det var gråvejr var det virkelig gråt, og når det regnede, så silede det ned, siger Bubber og fortsætter:
- Vi har virkelig knoklet, og vi har haft så meget grej med. Jeg er ikke udstyrstypen, og jeg synes absolut ikke, det er sjovt når man er drivende våd, alt udstyret og maden er våd. Men omvendt har der været utrolig meget eventyr og adventure over turen, og det passede mig fint, fortæller Bubber.