Bøger

”Et liv på kanten” er solgt i henved 300.000 eksemplarer

I sin selvbiografi ”Et liv på kanten” fortæller den tidligere jægersoldat, B.S. Christiansen, åbenhjertigt og medrivende om sit spektakulære liv. Lige fra opvæksten og drengeårene i Oksbøl til optagelsen og aspiranttiden i Jægerkorpset, over 28 års operativ tjeneste som elitesoldat, sit kærlighedsliv og de private op- og nedture, den militære lederuddannelse til Ranger i USA  og frem til den spændende civile karriere med udvikling af erhvervsledere og eliteidrætsudøvere.

Bogen, der i sin kerne handler om, hvordan man skaber fundamentet for det gode liv,  har hjulpet tusinder af mennesker til en bedre tilværelse og motiverer med enkle, inspirerende værktøjer læseren til at udvikle sig personligt og nå nye mål. Bemærk venligst at billederne i pocketbogs-udgaven er trykt i sort/hvid.

Læsere har udtalt om selvbiografien:

Uddrag fra afsnittet:
”Aspiranttiden”

”De fire første måneder af uddannelsen til jægersoldat kaldes aspirantkurset. Det var fire måneder, der forandrede mig for altid. Det var fire måneders ydmygelse, ubrydeligt kammeratskab og jævnlige sammenbrud omkring mig. Det var fire måneder med de største sejre og de bitreste nederlag, jeg hidtil havde oplevet. Det var fire måneder, hvor dag og nat flød sammen, og behovspyramiden langsomt blev høvlet ned ovenfra, så der til sidst kun var det allernederste lag tilbage. Søvn og mad – mad og søvn. 

Som regel fik vi ikke mere end et par timers søvn i træk. Nætterne var fyldt op med orienteringsløb, lange marcher eller patruljeopgaver i terrænet, og efter et par timers søvn fortsatte dagene med teori, skydetræning, tovværkstræning, rapelling, helikoptertræning, gummibådstræning, radiotjeneste, sprængningstjeneste, udvidet førstehjælp og alle de andre færdigheder, der skal sidde på rygraden af en jæger. Vi lærte at blive sat af og komme om bord i en helikopter på sekunder og vi lærte at klatre og rapelle på bygninger og klipper i mørke og under de mest ekstreme forhold. Vi lærte at skyde og blande bomber af ingredienserne fra et almindeligt byggemarked, vi lærte at leve og overleve af og i naturen, og vi lærte ikke mindst at holde os vågne og skarpe, selvom vi ikke kunne huske, hvornår vi sidst have sovet.”

Uddrag fra afsnittet:
”Gorbatjov og lavinerne”

”Min samlede belastning var blevet for høj, og for at bære den satte jeg farten op og øgede dermed min bæreevne. Det er ikke en god løsning i længden. Belastningen bliver bare tungere og tungere, og ethvert menneske har en topfart, som han ikke kan overskride. Når han kommer op på den, og den ikke længere er nok, må der ske noget. Det gjorde der også for mig.

I dag er én af mine vigtigste livssætninger, at ’man skal være noget for sig selv, før man kan være noget for andre’. Jeg har ofte fået skyld for at være egoistisk på grund af den holdning. Men tro mig, det er ikke egoistisk ment. Tværtimod. Jeg kan prøve at forklare det med følgende eksempel: Du er passager i en flyvemaskine. Ved siden af dig sidder dit barn. Pludselig går trykket i kabinen, og så dykker flyveren vildt. Iltmaskerne springer frem. Barnet skriger, og du begynder febrilsk at hjælpe barnet med at få masken på. Hvis det tager for lang tid – og det er der stor risiko for i sådan en situation – mister du bevidstheden, inden det lykkes, og I risikerer begge to at dø. Hvis du vil redde dit barn, er du nødt til selv at tage iltmasken på først. Når du selv stille og roligt kan trække vejret og har kontrol på dig selv, kan du hjælpe dit barn, og I overlever begge to. Sådan er det også i livet. Hvis du skal være noget for andre, må du være noget for dig selv først. Du skal selv have ’ilt og næring’. Det glemte jeg nok lidt i de år.

I dag tvinger jeg mig selv til at være ærlig. Hver dag. Jeg er efter mig selv hver eneste dag for at være ærlig overfor mig selv og mine omgivelser. Jeg ser mig selv i øjnene hver dag – i bogstaveligste forstand i spejlet på badeværelset – og mærker efter, hvordan jeg har det. Det er hamrende svært, men det er nødvendigt. Det ved jeg, for jeg har prøvet det modsatte. Hvis jeg bare havde vidst det dengang, havde jeg sparet mig selv for en masse pinsler. Men jeg vidste det ikke. Derfor satte jeg farten op og fløj direkte mod katastrofen”. 

Uddrag fra afsnittet:
”Rangerskolen”

”Dagene i Ranger Camp lignede hinanden, og hvor utroligt det end lyder, blev wormpitten også dagligdag. Efter den fysiske træning stod den på morgenmad og teoriforelæsninger, men en dag blev rutinen brudt. Vi skulle ikke i wormpitten. I stedet blev vi gennet ind på et stort område, der mest af alt mindede om de gamle romerske gladiator-arenaer. Hele området var dækket af savsmuld og de næste par timer skulle gå med ’hand to hand combat’ – eller på dansk: 100 måder at slå ihjel på uden våben. Instruktørerne viste os en dødbringende manøvre og forklarede os, hvordan den skulle udføres. Så var det ellers bare med at fare løs på hinanden to og to. I mellem øvelserne skulle vi løbe rundt på området, og efter et par timer var alle segnefærdige af udmattelse. Instruktørerne råbte og skreg, og der blev uddelt straffe med rund hånd, hvis vi ikke gik nok til den. Hele tiden blev stemningen pisket op, og i takt med udmattelsen blev slagsmålene mere og mere desperate. Min makker blev efterhånden helt tom i øjnene, og hans angreb blev gradvist mere voldsomme og ukoordinerede. Jeg forsøgte at forklare ham, at formålet med det hele ikke var, at han skulle slå mig ihjel, men han hørte ingenting. Hver gang, han kom flyvende, var det, som om han blev mere og mere indædt, og til sidst var jeg sikker på, at han virkelig ville brække nakken eller ryggen på mig, hvis han fik chancen. Jeg var stadig ikke ret stor, men min teknik var i orden, og jeg fik kastet ham til jorden hver gang, hvilket kun gjorde hans raseri endnu mere rødglødende. Til sidst var han helt udenfor pædagogisk rækkevidde af raseri, træthed og frygt for at blive straffet. Hver gang, der blev fløjtet, kom han farende som et vildt dyr, og med min egen tiltagende træthed blev jeg efterhånden bange for, at en tilfældighed kunne komme til at betyde, at jeg alligevel kom alvorligt til skade.

Jeg valgte at knalde ham et par syngende lussinger. Den manøvre var absolut ikke en del af oplægget til den aktuelle øvlese – lussinger står vist ikke i hand to hand combat-manualen for elitesoldater – men det virkede. Han stoppede op, og jeg skreg ind i hans ansigt, at han måtte tage sig sammen og slappe lidt af – iblandet og efterfulgt af en del af de eder og forbandelser, jeg efterhånden havde lært af at høre på instruktørerne. I det hele taget blev mit engelske vokabularium, løst grundlagt i Oksbøl Skole, udvidet med en hel del mindre pæne ord i de uger.

Jeg fandt aldrig ud af, om min henstilling faktisk trængte helt ind i hans formørkede hjerne, for pludselig stoppede slagsmålene, og hårdhændet blev vi gennet ud af arenaen og stillet op udenfor. Vores såkaldte ’moral-officer’ – delingens sjove mand – blev hevet frem for at fortælle vittigheder, mens instruktørerne samlede sig om en livløs krop inde på savsmulden. Situationen var grotesk. Ingen lyttede til den stakkels mand, der udmattet og stik imod al sund fornuft var tuvnget til at stå og rable morsomheder af sig. Alles blikke var rettet mod vores ranger-kammerat, der lå helt stille. På instruktørernes fagter kunne vi se, at noget var helt galt, og efter få minutter kunne vi høre den velkendte taf-taf-lyd fra en Bell-helikopter, der kom til syne og landede ved siden af den livløse krop. Så blev vores kammerat båret om bord, og helikopteren lettede. Vi så ham aldrig igen.

Så fik vi meldingen. Vores kammerat, der lige var blevet fløjet væk, havde brækket nakken og var død, fordi ’en lille fnatmide af en idiot’ ikke havde fulgt instruktionerne og var gået lige lovlig realistisk til værks under træningen af en ’rear strangle take down’. ”