Article header

Det handler om at flytte mennesker

Kurv

Kurv ()

BS & Basserne: Pigerne

BS og Basserne – nu med kvinder

12 overvægtige kvinder i elendig form er alle blevet erklæret uegnet til session. Pigerne drømmer om at komme i trøjen og tjene det danske forsvar. Men bagagen er tung. Ungdommen er gået med trøstespisning og mislykkede slankekure, og selvtilliden er stort set væk.

B.S. Christiansen giver nu de 12 tykke piger en unik chance, for ifølge den tidligere jægersoldat er det aldrig for sent at få et godt liv. Pigerne skal igennem en lang fysisk og mental proces. B.S. vil lære dem at tænke positivt og hjælpe dem til at komme i form og tabe sig, så pigerne til sidst kan komme gennem Forsvarets nåleøje. 

For B.S. kræver det en noget anden tilgang, end når han har med mænd at gøre. Og det krævr samtidig en stor portion psykologisk indsigt at få pigerne til for første gang nogensinde at tage ansvaret for deres eget liv og helbred og dermed skabe en varig adfærdsændring.

”De 12 piger har i mange år brugt deres vilje negativt ved hele tiden at sige: ’Det kan jeg ikke’. Pigerne er ikke vant til, at folk taler i et klart sprog og forlanger noget af dem. Deres omgivelser har – måske af medlidenhed – givet efter og har ikke orket at diskutere alt. Pigerne er supergode til at bortforklare og give alt muligt andet end sig selv, skylden for deres situation. Og så er de vant til, at folk bakker af. Men det gør jeg til deres store overraskelse naturligvis ikke. Og det har været en stor og lærerig oplevelse, både for dem og for mig, at gå denne nye vej sammen, siger B.S. Christiansen.

De store piger skal på rekordtid træne sig op til at kunne løbe tre km på under 18 minutter, cykle 20 km på højst en time eller gå otte km på max 72 minutter. Derudover skal de kunne tage mindst 10 armstrækninger, 20 mavebøjninger og 20 rygbøjninger.

Hvis pigerne klarer B.S.' krav, får de en ny chance for at få deres livsdrøm opfyldt - nemlig at aftjene værnepligt på lige fod med alle andre.

De 12 piger kommer til den første af syv camps i en elendig form. De har misligholdt sig selv og deres kroppe og flere af dem har begyndende tegn på livsstilssygdomme. B.S. Christiansen må gå helt tæt på de kvindelige basser for at fjerne deres mentale blokeringer og udfordre dem, som de aldrig er blevet udfordret før.

Vil det lykkes pigerne, at opfylde de krav og mål B.S. har udstukket? Kan de finde den indre viljestyrke og troen på sig selv frem, drive sig selv væk fra dårlige vaner og komme i topform – både mentalt og fysisk – på bare fem måneder?

Første sæson af ”BS og Basserne” var den mest sete nye tv-serie på TV 2 i 2010. Hver uge så flere end en million mennesker B.S. hjælpe 12 tykke drenge med at ændre indstilling til livet, komme i form og til slut nå deres mål og blive fundet egnet til at komme ind i Forsvaret.

”Jeg har fået utroligt mange mails og tilkendegivelser fra folk rundt omkring i Danmark, der blev inspireret af at se første sæson af ”BS og Basserne”. Mange har skrevet til mig, at de for første gang har fået mod på at lægge livsstilen om og rapporterer stolt, hvordan de har forandret sig, og at de nu udstråler livsglæde og livslyst, er kommet i form og har tabt sig rigtig mange kilo. Det glæder mig inderligt, da jeg  jo så gerne vil medvirke til at flere mennesker kommer op af sofaen og gør noget ved deres liv. Derfor har jeg også med glæde sagt ja til at tage imod udfordringen med de store piger,” siger B.S. Christiansen, der håber, at han bliver lige så stolt af sine pigebasser, som han var af drengene.

I år er det 50 år siden, at danske kvinder fik mulighed for at blive soldat i Forsvaret. Der er ikke værnepligt for kvinder, men værneret, hvilket 567 kvinder sidste år benyttede sig af.  Kvinder udgør i dag (2011) 6,4% af de militære stillinger i Forsvaret.

”B.S. Christiansen er den mest resultatskabende teamcoach og mentaltræner i Danmark. Og vi er rigtig glade for, at han i samarbejde med Forsvaret har taget udfordringen op til inspiration for alle os, som har en drøm eller et mål, som vi ikke i vores vildeste fantasi tror, at vi kan nå,” siger programredaktør Jes Schrøder og lover, at seerne roligt kan glæde sig til at følge de kvindelige basser.

”BS og Basserne” er syv nye programmer, som blev sendt på TV 2 fra 25. oktober 2011.